Min læge

I februar måned 2013 hev de mig med til lægen igen. Jeg råbte, og brokkede mig og protesterede, og fortalte mine forældre meget vredt, at de godt kunne give mig et eller andet for at tage ned til lægen, men intet hjalp. Jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, at hun var den største kælling.

Jeg var sådan set fuldstændig ligeglad med hvad min læge sagde, da jeg følte, at hun ikke forstod mig eller den situation, som jeg på daværende tidspunkt var i. I det hele taget følte jeg, at hun ikke havde styr på noget som helst omkring spiseforstyrrelser. Jeg gad heller ikke lytte til de konsekvenser, som hun fortalte, der kunne ske ved min krop, hvis jeg fortsatte, som jeg gjorde. Hun konkluderede sådan set bare ved at kigge på mig, at jeg havde fået anoreksi. Uden at stille nogen form for spørgsmål. Jeg nægtede selvfølgelig ALT og gik i forsvarsposition, så snart hun begyndte at nævne, at jeg havde fået anoreksi.

Jeg følte bare, at hun ikke havde styr på noget. Hun har jo ikke prøvet at have anoreksi eller prøvet nogen af de følgende konsekvenser, som kan opstå, hvis man ryger så langt ud. Så hvorfor skulle jeg egentlig gide at lytte til hende? Hun vil jo kun genere mig og gøre mig sur. Jeg kan tydelig huske, at jeg lukkede mine ører helt i, og svarede hende meget flabet og koldt, når hun spurgte om et eller andet dumt. Jeg svarede kun med ja og nej. Da vi så endelig var færdige hos hende for denne gang, kan jeg huske jeg, at jeg rejste mig op ad stolen og hev døren op, så den ramte væggen med et ordenligt brag. Uden at sige farvel til hende. Mens alle de ventende patienter ude i venteværelset kiggede noget underligt, men jeg var så ligeglad med, hvad folk tænkte. Jeg skulle bare væk derfra. Normalt ville jeg aldrig kunne finde på at reagere på denne måde!

Sådan havde jeg det på det tidspunkt. Fra det tidspunkt følte jeg, at alle var i mod mig. Jeg var så sur på mine forældre, over at de havde taget mig med til lægen. Ingen ville hjælpe mig, men det var jo overhovedet ikke rigtigt, men jeg havde en stemme oppe i mit hoved, som sagde: ”Lad vær med at lytte til dem. De vil kun genere dig!” Jeg vidste jo godt, og det er i hvert fald noget, som jeg har indset nu, at jeg har de bedste mennesker omkring mig, som kun vil mig det bedste! Jeg var bare så styret af den stemme inde i mit hoved, som aldrig nogensinde ville lade mig være! Enten så sagde stemmen oppe i mit hoved: ”Du er alt for tyk. Du må heller skippe et måltid” eller ”Brød er din fjende”. Dette er blot få eksempler på, hvordan stemmen kunne påvirke mig.

Jeg var på dette tidspunkt ved at være ret langt ude. Jeg havde mistet min menstruation. Jeg fik mindre bryster. Jeg havde ingen røv mere. Jeg var sådan set bare blevet en lille, tynd, svag pige, som ingen glæde havde tilbage i livet.

Tredje og sidste gang var i april 2013 – en måned før min konfirmation. Det endte med at min mor måtte bestikke mig for at tage derned igen, da jeg selvfølgelig nægtede, at ville tage derhen frivilligt.

Jeg var så vred. Jeg var meget flabet over for min læge igen – faktisk mere end jeg havde været de to foregående gange. Mine forældre gav sig endelig, og sagde til hende, at jeg ikke behøvede at komme der mere. Da de godt kunne se, at jeg ikke ville give mig.

Jeg tror, det er en meget naturlig handling fra ens forældre, da de aldrig har prøvet det før og nok aner, hvordan de skal håndtere det, da ens forældre altid vil deres barn det bedste og sørge for, at barnet har det godt.