Anorektiske tanker

Den 3. maj er endnu en dag, som jeg aldrig vil glemme. Det lyder nok af ingenting og lidt dumt at være så glad og stolt over sig selv, men sidste gang jeg spiste en kugle fløde is var den dag, hvor jeg blev konfirmeret, så dvs. over et år siden, siden jeg sidst spiste fløde is. En ven havde spurgt, om vi ikke skulle spise en is. Jeg ville selvfølgelig ikke sige nej, og lade min anoreksi vinde over mig. Jeg ville have lov til at leve et normalt teenagerliv!

Jeg var så bange. Jeg begyndte at få våde håndflader, og jeg var bare ved at sætte mig ned og tude. Jeg anede ærlig talt ikke, hvad jeg skulle gøre! Jeg var så splittet. Stemmerne oppe i mit hoved begyndte at råbe og sige ”Gør det ikke. Du bliver så fed! Du skal ikke til at indtage mere mad for i dag.” Jeg valgte at forstyrre min kostvejleder, Gitte på en lørdag, hvor hun selvfølgelig sagde, at det ikke måtte ødelægge alle mine fremskridt, og jeg sagtens kunne spise en lille is.

Det var den allerbedste følelse! Jeg gav ikke op. Jeg gjorde det modsatte af, hvad stemmerne i mit hoved sagde. Ved I hvad, jeg blev ikke tyk! Jeg havde brug for det både fysisk og psykisk. Så længe man gør det med måde, så går det hele nok.

Det eneste, som skete var, at det satte fuldstændig gang i min forbrænding. Man kan vel godt sige, at min is røg direkte i musklerne.

Kys Louise