Det er et nederlag ikke at bede om hjælp

 

Da jeg kom for langt ud i min spiseforstyrrelse, og jeg var klar over det, at jeg havde et problem. Sagde jeg til mig selv, at jeg sagtens kunne klare det alene. Jeg havde ikke brug for nogens hjælp. Troede jeg…

Jeg følte virkelig, at hvis jeg bad om hjælp af mine forældre ville det være et nederlag. Et tegn på at jeg ikke kunne klare mig selv.

Jeg blev ved med, at sige til mine forældre, at jeg skulle bare have lidt mere jern i kroppen, så ville jeg få min menstruation tilbage. Det havde jeg jo læst på nettet. Det var ikke nok med jern. Hele min livsstil skulle ændres, men også mit syn på mad, træning og min krop.

Det var først da min krop var så svag, at jeg ikke kunne stige ud af min egen seng, at jeg indså, at jeg ikke kunne klare det alene. Det var et slags ’wake up call’ for mig. Det er bare skræmmende, at jeg skulle have det så dårlig før jeg, at jeg indså, at det var kommet for langt ud.

Jeg blev bange. Meget bange. Jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg skulle stille op. Hvad skulle jeg gøre? Det endte så med, at jeg nærmest lå på knæ for mine forældre en aften, hvor jeg græd og bad om deres hjælp mere end nogensinde før!

Det er meget grænseoverskridende, at skrive det her og dele det med jer, men jeg finder det yderst nødvendigt, da der er mange piger, som har det på denne her måde. Det behøver ikke lige være med en spiseforstyrrelse. Det kan f.eks. være et problem eller afhængighed, som man har.

Det bliver et nederlag, når man ikke beder om hjælp, når man har brug for det!

 

 

 

 

 

Kys Louise