ER JEG ENDELIG UDE AF ANOREKSIEN?

 

“Er jeg ude af anoreksien?” Det spørgsmål har jeg stillet mig selv ufattelig mange gange i løbet af de sidste to måneder.

På en måde synes jeg, at det er svært at svare på, men på den anden side er det alligevel ikke. Jeg får ikke rigtig tanker omkring, at jeg er for tyk, eller at de diverse fødevarer er forbudte. Jeg skærer ikke længere noget mad fra. Jeg spiser det, som jeg skal. Jeg slapper mere af. Jeg tænker ikke nær så meget på mad hele tiden. Kan det betyde, at jeg endelig har vundet kampen?

I starten af februar investerede jeg i en personlig træner. Jeg havde overvejet det i et godt stykke tid og derefter snakket med min far om det, da jeg tror, at det altid er godt med en anden mening end kun min egen.

Grunden til, at jeg gerne ville have en personlig træner, var, at jeg så kunne få noget mere ud af min træning, få mere muskelmasse osv. Jeg ville desuden bevise over for mig selv, at jeg ikke behøvede at træne seks dage om ugen, og at det meste skulle være cardio-træning. Jeg havde en overbevisning om, at jeg blev nødt til at løbe næsten hver dag, hvilket jo blev en belastning. Jeg mistede glæden ved at træne.

To ud af tolv uger af forløbet med min personlig træner, Henrik, er nu gået. Jeg kan allerede mærke, at min fordøjelse er blevet bedre, jeg er blevet stærkere. Jeg spiser MEGET mere end jeg tidligere gjorde, og jeg er glad. Jeg har genfundet glæden ved at træne, og det er ikke længere en belastning.

De næste ti uger skal jeg fortsætte mit samarbejde med Henrik omkring træning og kost, og jeg håber, at den positive udvikling vil fortsætte.

Kys for nu.

 

Kys Louise