ER JEG ENDELIG UDE AF ANOREKSIEN?

 

10991104_963691186976994_7038093379566191970_n

“Er jeg ude af anoreksien?” Det spørgsmål har jeg stillet mig selv ufattelig mange gange i løbet af de sidste to måneder.

På en måde synes jeg, at det er svært at svare på, men på den anden side er det alligevel ikke. Jeg får ikke rigtig tanker omkring, at jeg er for tyk, eller at de diverse fødevarer er forbudte. Jeg skærer ikke længere noget mad fra. Jeg spiser det, som jeg skal. Jeg slapper mere af. Jeg tænker ikke nær så meget på mad hele tiden. Kan det betyde, at jeg endelig har vundet kampen?

I starten af februar investerede jeg i en personlig træner. Jeg havde overvejet det i et godt stykke tid og derefter snakket med min far om det, da jeg tror, at det altid er godt med en anden mening end kun min egen.

Grunden til, at jeg gerne ville have en personlig træner, var, at jeg så kunne få noget mere ud af min træning, få mere muskelmasse osv. Jeg ville desuden bevise over for mig selv, at jeg ikke behøvede at træne seks dage om ugen, og at det meste skulle være cardio-træning. Jeg havde en overbevisning om, at jeg blev nødt til at løbe næsten hver dag, hvilket jo blev en belastning. Jeg mistede glæden ved at træne.

To ud af tolv uger af forløbet med min personlig træner, Henrik, er nu gået. Jeg kan allerede mærke, at min fordøjelse er blevet bedre, jeg er blevet stærkere. Jeg spiser MEGET mere end jeg tidligere gjorde, og jeg er glad. Jeg har genfundet glæden ved at træne, og det er ikke længere en belastning.

De næste ti uger skal jeg fortsætte mit samarbejde med Henrik omkring træning og kost, og jeg håber, at den positive udvikling vil fortsætte.

Kys for nu.

 

Kys Louise

HUBERTUS 2014

PB020338PB020339PB020433PB020355PB020351PB020444PB020370PB020427PB020340PB020443PB020349PB020345

Dette indlæg har været på vej et stykke tid, da billederne ikke har ville samarbejde med mig, men nu har jeg fået det hele til at virke. Teknologi og mig det er ikke den bedste kombination, haha.

Nok om det. Den første søndag i november er der som altid Hubertus. Jeg var oppe og kigge sammen med min skønne veninde, hendes søster, mor og mine forældre. Det er et par år siden, at jeg sidst har været der, men i år måtte jeg altså op forbi. Det forgår tidligt søndag morgen i Dyrehavnen. Det er så smukt deroppe, som I kan se på billederne. Der var mange flere mennesker end der har været de andre år, hvor jeg har været deroppe. Næste år håber jeg, at min tidligere hest skal deltage!

Kys Louise

Hvad er spiseforstyrrelsen, anoreksi?

Jeg hører tit folk være i tvivl om hvad anoreksi er, når jeg fortæller, at jeg er på vej ud af den spiseforstyrrelse. Folk blander ofte bulimi og anoreksi sammen.

Jeg tager udgangspunkt i anoreksien, da jeg selv har den.

Anoreksi er hvor du sulter dig selv.

Spiseforstyrrelsen kan karakteriseret:

  •  Et vægttab, som fremkaldes ved at undgå ‘fed’ mad, motionere meget, indtage medicin (afføringsmidler, vanddrivende tabletter) eller ved at fremkalde opkastning.
  • Stærk frygt for fedme og vægtstigning samt hyppige vejninger. Man føler sig for tyk.
  • Stærk optagethed af ernæring, kalorier og madlavning.
  • Sort-hvid, unuanceret tænkning.
  • Modsatrettede følelser (ambivalens) – også overfor behandling.
  • Mange regler (ritualer) for måltiderne og motion.
  • Perfektionisme.
  • Lavt selvværd.
  • Angst, evt. panikangst.
  • Tendens til depression, evt. selvmordstanker.
  • Sygdommen bliver ofte en del af identiteten.
  • Ophør af menstruationerne.
  • Gennemgribende ændringer af hormoner og stofskiftet.
  • Fysiske følger af underernæring, f.eks. kuldskærhed, svimmelhed, træthed, søvnbesvær, hovedpine og mavesmerter.

 

Spiseforstyrrelsen, anoreksi er den mest alvorlige psykiske sygdom med høj dødelighed.

Der er flere sygedomme, som går under betegnelsen ”spiseforstyrrelser”. Spiseforstyrrelserne har dog en masse ting tilfælles. De er kendetegnet ved en måde, som man tænker på og handler på, når det gælder forholdet til mad, krop og vægt. Det ses ca. 10 gange så hyppigt hos piger som hos drenge.

Spiseforstyrrelser opstår typisk fra omkring puberteten og frem til voksenalderen, men de kan også opstå uden for denne periode.

Man kender ikke den konkrete årsag til hvorfor, at man får anoreksi. Det kan skyldes af mange ting, som f.eks. psykiske, sociale, kulturelle, biologiske og arvelige. En af de ting, som jeg personligt mener er ’skyld’ i, at mange får det; er de kulturelle forhold. Det moderne slanke kvindelige skønhedsideal, men jeg er sikker på, at det ikke kun er det, som er skyld i det. Puberteten, dødsfald i nærmeste familie eller tab af en god veninde er andre faktorer, der kan spille ind. Der er særlig risiko for, at modeller, balletdansere og elite-idrætsudøvere rammes af nervøs spisevægring, fordi det forventes, at de er særligt slanke.

Usikkerhed og en følelse af utilstrækkelighed får de unge til stræbe efter ydre kontrol over kroppen gennem spisning.

White Beauty

Halløjsa!

Jeg må simpelthen lige vise jer denne smukke skønhed, som jeg fik ind af døren i går. Er den ikke smuk? Den er lavet af det lækreste læder og ruskind.
Den er fra mærket Everie cph

Jeg kan vildt godt lide at den er så anderledes fra de andre tasker, som jeg ejer. Jeg glæder mig så meget til at vise jer den ordentligt i et outfit!

IMG_2703.JPG

Up and downs – part 1

Skærmbillede 2014-07-27 kl. 12.43.49Skærmbillede 2014-07-27 kl. 12.47.18

De første to dage i Alanya var meget svære for mig. Specielt det første måltid drnede, som var morgenmaden. Jeg gik frem og tilbage i restauranten og kiggede på maden. Jeg var meget forvirret og må indrømme, at jeg følte det var en umulig udfordring. Jeg havde bare lyst til at skrige. Stemmen i mit hoved var desværre kommet tilbage, men jeg skreg selvfølgelig ikke, da der var mange mennesker  til stede, og at jeg på ingen måde skulle lade min spiseforstyrrelse vinde!

Jeg havde skrevet en lille liste med muligheder, som jeg kunne spise til morgenmad, som Gitte, min kostvejledere havde hjulpet mig med at lave. Så jeg havde noget at støtte mig til.  Den hjalp mig rigtig meget. Hver dag til morgenmad spiste jeg en omelet med tomater, og ved siden af havde jeg taget tomater og agurker. Det smagte rigtig godt, men I skulle have set mit ansigt, da jeg så, at kokken puttede olie på panden. Der var jeg flere gange lige ved at flippe helt ud, men jeg gjorde det ikke, og jeg nød min morgenmad.

Der kommer en fortsættelse på de andre måltider, men jeg har valgt at dele det op, ellers så bliver det et alt for langt indlæg.

 

Kys Louise
Older posts