Hvad kunne der have sket, hvis jeg havde fortsat?

Der kunne være sket det, at jeg højst sandsynlig var blevet meget tyndere, jeg havde fået følgesygdomme, jeg var blevet endnu mere ulykkelig osv. Og i værste fald var jeg død af sygdommen.

Jeg må indrømme, at jeg blev meget chokeret, da min daværende kostvejleder fortalte, at jeg kunne dø, hvis jeg fortsatte. Det ramte mig. Af en underlig grund havde jeg ikke troet, at jeg ville kunne dø, også selvom at jeg prøvede at få det virkelig dårligt af sygdommen. Tanken havde slet ikke strejfet mig.

Når man har en spiseforstyrrelse udsætter man sin krop for et enormt pres. Det kan f.eks. føre til, at man får mave- og tarmproblemer, knogleskørhed, hjerteforstyrrelser, udeblivelses af menstruation, hårtab.

Udover de fysiske ting så kan spiseforstyrrelsen også sætte sine psykiske spor og have sociale konsekvenser, f.eks. vil man isolere sig fra sine venner – især i spisesituationer, og det kan så medføre, at man kan udvikle angst, selvskadende adfærd eller depression.

Jeg synes det er skræmmende at tænke på, at jeg kan sammenligne mig selv med de forskellige faktorer. Jeg vil aldrig nogensinde tilbage, hvor jeg har været, og det vil jeg kæmpe for.

Kys Louise

HVAD GJORDE ANOREKSIEN VED MIG?

IMG_5331

Anoreksien er en ondsindet psykisk sygedom, som fik mig til at køre i den samme cirkel hele tiden. Jeg havde faste vaner, faste madvarer, som jeg indtog.

Jeg vil mene, at man godt kan sige, at den hjernevaskede mig; man skal have kontrol over sin vægt og mad – hele tiden, den gjorde, at jeg fik en helt forkert opfattelse af mig selv som person både fysisk, men også psykisk. Det er ikke en realistisk opfattelse fordi, jeg så mig selv helt anderledes, end jeg faktisk var.

Forstil jer, at den fylder 99 % af jeres liv. Dens magt er enorm! Anoreksien bliver ens ven på en måde.

Anoreksien gjorde blandt andet, at min udvikling gik helt i stå. Jeg voksede ikke, min menstruation udeblev, mit hår voksede ikke – det faldt nærmere af, mine negle var meget svage og knækkede osv.

Jeg kunne se realiteten i, at det ikke kunne fortsætte, men det var meget svært at stoppe. Jeg isolerede mig fra mine venner, familie, og jeg havde ikke lyst til at ride mere. Jeg ville bare være alene. Alene med mig selv og min spiseforstyrrelse. Det gjorde så, at jeg mistede min koncentration og energi, og jeg havde meget svært ved, at følge med og på daværende tidspunkt gik jeg i 9. klasse. Det var lige op til afgangseksamen.

Kys Louise

Hvor er jeg henne i min spiseforstyrrelse?

P7140197

Mange mennesker tror ikke på, at jeg har en spiseforstyrrelse, da man ikke mere kan se det på mig. ”Du ser sund ud.”, ”Har du virkelig haft anoreksi?”. Disse kommentarer har jeg efterhånden fået et par gange.

Jeg er endelig nået derhen, hvor jeg ikke er så hårdt ramt af min spiseforstyrrelse. Jeg spiser de måltider og den mad, jeg skal, men jeg har stadig svært ved at spise usunde ting. Jeg har meget svært ved at bryde ud af min comfort zone med hensyn til mad, da jeg kun spiser det, som jeg er helt tryg ved.

Jeg har perioder, hvor det går virkelig godt for mig med hensyn til maden, og hvor jeg også er glad for min krop og virkelig hviler i mig selv. Jeg føler mig fyldt med overskud og gå på mod. Der er dog også perioder og ind i mellem nogle enkelte dag mellem de gode dage, hvor jeg virkelig er styret af min spiseforstyrrelse. Det kan virkelig være så slemt, at jeg er nødt til at kontakte min kostvejleder og få råd, da jeg føler mig forvirret og ikke ’tør’ spise noget, heller ikke det som jeg normalt spiser.

Kys Louise

Fra da jeg tog den bedste beslutning til nu

 

PB020538Da jeg først startet hos min kostvejleder Gitte Høj, som ejer Altid Slank i januar 2014 var jeg nervøs. Ikke bare lidt nevøs, men meget. Min nevøsitet var en blanding af frygt.

Det var skræmmende at sidde i et lokale og få hjælp til et problem, som jeg havde haft i godt og vel et år, og som jeg troede at jeg kunne klare selv.

Jeg måtte give slip på min kontrol. Jeg lagde al min tillid i hendes hænder. Lige pludselig var der en, som tog kontrollen over min kost, som jeg selv havde styret og haft kontrol over det seneste år. Jeg tvivlede mange gange under den halvanden times konsultation. Jeg fik sagt en del: ”Er du nu sikker?”, ”Er du nu sikker på, at jeg ikke bliver tyk?!”

Da jeg var færdig med konsultationen var jeg faktisk lettet. Jeg følte mig lettere i min krop. Allerede gladere, optimistisk og positivt. Jeg havde fået en kostplan, som jeg skulle følge til punkt og prikke. Min mor og jeg skulle derfor ud og købe ind samme dag, da jeg kom hjem fra Gitte. For første gang var det faktisk sjovt at være ude at handle.

Jeg var overrasket over, hvor hurtig min krop regerede på, at den fik mere og varieret mad. Min krop ændrede sig allerede efter en dag. Jeg var allerede blevet meget mindre oppustet.

Jeg gik fra at spise en masse æg og gulerødder, som fik mig til at føle mig firkantet (hvis I forstår) – jeg var MEGET oppustet fordi, at jeg ikke spiste nok og varieret til, at jeg skulle spise seks måltider. De seks måltider var ikke den optimale mængde endnu, men man kan ikke bare proppe meget mad i en anorektiker med det samme også forvente, at hun kan holde kostplanen og ikke blive ’skræmt’ væk.

Maden endte med at gøre gode ting ved min krop. Det gør mig endnu mere glad i dag, når jeg sidder og skrive dette, da jeg kan se, hvor meget jeg har rykket mig de sidste par måneder. Jeg er så inderligt glad for, at jeg tog den beslutning, og at jeg turde bevæge mig ud af min comfort zone, fortsat kæmpe for at komme ud af anoreksien og at bryde en kæmpe grænse for mig.

Kys Louise

Når træning antager karakter af misbrug

P9070011

Man kan vel godt kalde, at jeg har været afhængig af at træne. Jeg overtrænet meget! Specielt da jeg virkelig var ramt af anoreksi. Jeg trænede op til 10-12 gange om ugen dvs., at jeg trænede to gange om dagen.

Jeg var så afhængig, at jeg skubbede alle væk fra mig. Mine venner, familie, min hobby på daværende tidspunkt. Jeg følte, at jeg slet ikke havde tid og overskud til at skænke dem en tanke, da det eneste, som jeg havde oppe i mit hoved handlede om træning f.eks. hvilke øvelser skal jeg lave i morgen til træning, hvad tid skal jeg op for, at nå at løbe inde skole osv.

Jeg indrømmer, at jeg tog tidligere fri fra skole bare så, at jeg kunne komme over i fitness centeret og træne fordi, at jeg ikke kunne vente til, at jeg havde fri.

Min holdning til træning var ikke sund. Jeg trænede ikke fordi, at jeg synes det var sjovt eller fordi, at jeg havde lyst. Jeg trænede udelukkende kun fordi, at jeg var ’nød’ til det ellers ville jeg blive tyk.

I dag træner jeg udelukkende fordi, at jeg elsker det. Det gør noget godt oppe i mit hoved. Jeg får overskud til hverdagen. Jeg bruger træningen til at glemme alt. Det eneste jeg tænker på, når jeg træner er min træning. Det er en pause fra de ting, som sker i ens hverdag.