Hvad kunne der have sket, hvis jeg havde fortsat?

Der kunne være sket det, at jeg højst sandsynlig var blevet meget tyndere, jeg havde fået følgesygdomme, jeg var blevet endnu mere ulykkelig osv. Og i værste fald var jeg død af sygdommen.

Jeg må indrømme, at jeg blev meget chokeret, da min daværende kostvejleder fortalte, at jeg kunne dø, hvis jeg fortsatte. Det ramte mig. Af en underlig grund havde jeg ikke troet, at jeg ville kunne dø, også selvom at jeg prøvede at få det virkelig dårligt af sygdommen. Tanken havde slet ikke strejfet mig.

Når man har en spiseforstyrrelse udsætter man sin krop for et enormt pres. Det kan f.eks. føre til, at man får mave- og tarmproblemer, knogleskørhed, hjerteforstyrrelser, udeblivelses af menstruation, hårtab.

Udover de fysiske ting så kan spiseforstyrrelsen også sætte sine psykiske spor og have sociale konsekvenser, f.eks. vil man isolere sig fra sine venner – især i spisesituationer, og det kan så medføre, at man kan udvikle angst, selvskadende adfærd eller depression.

Jeg synes det er skræmmende at tænke på, at jeg kan sammenligne mig selv med de forskellige faktorer. Jeg vil aldrig nogensinde tilbage, hvor jeg har været, og det vil jeg kæmpe for.

Kys Louise

HVAD GJORDE ANOREKSIEN VED MIG?

IMG_5331

Anoreksien er en ondsindet psykisk sygedom, som fik mig til at køre i den samme cirkel hele tiden. Jeg havde faste vaner, faste madvarer, som jeg indtog.

Jeg vil mene, at man godt kan sige, at den hjernevaskede mig; man skal have kontrol over sin vægt og mad – hele tiden, den gjorde, at jeg fik en helt forkert opfattelse af mig selv som person både fysisk, men også psykisk. Det er ikke en realistisk opfattelse fordi, jeg så mig selv helt anderledes, end jeg faktisk var.

Forstil jer, at den fylder 99 % af jeres liv. Dens magt er enorm! Anoreksien bliver ens ven på en måde.

Anoreksien gjorde blandt andet, at min udvikling gik helt i stå. Jeg voksede ikke, min menstruation udeblev, mit hår voksede ikke – det faldt nærmere af, mine negle var meget svage og knækkede osv.

Jeg kunne se realiteten i, at det ikke kunne fortsætte, men det var meget svært at stoppe. Jeg isolerede mig fra mine venner, familie, og jeg havde ikke lyst til at ride mere. Jeg ville bare være alene. Alene med mig selv og min spiseforstyrrelse. Det gjorde så, at jeg mistede min koncentration og energi, og jeg havde meget svært ved, at følge med og på daværende tidspunkt gik jeg i 9. klasse. Det var lige op til afgangseksamen.

Kys Louise

ER JEG ENDELIG UDE AF ANOREKSIEN?

 

10991104_963691186976994_7038093379566191970_n

“Er jeg ude af anoreksien?” Det spørgsmål har jeg stillet mig selv ufattelig mange gange i løbet af de sidste to måneder.

På en måde synes jeg, at det er svært at svare på, men på den anden side er det alligevel ikke. Jeg får ikke rigtig tanker omkring, at jeg er for tyk, eller at de diverse fødevarer er forbudte. Jeg skærer ikke længere noget mad fra. Jeg spiser det, som jeg skal. Jeg slapper mere af. Jeg tænker ikke nær så meget på mad hele tiden. Kan det betyde, at jeg endelig har vundet kampen?

I starten af februar investerede jeg i en personlig træner. Jeg havde overvejet det i et godt stykke tid og derefter snakket med min far om det, da jeg tror, at det altid er godt med en anden mening end kun min egen.

Grunden til, at jeg gerne ville have en personlig træner, var, at jeg så kunne få noget mere ud af min træning, få mere muskelmasse osv. Jeg ville desuden bevise over for mig selv, at jeg ikke behøvede at træne seks dage om ugen, og at det meste skulle være cardio-træning. Jeg havde en overbevisning om, at jeg blev nødt til at løbe næsten hver dag, hvilket jo blev en belastning. Jeg mistede glæden ved at træne.

To ud af tolv uger af forløbet med min personlig træner, Henrik, er nu gået. Jeg kan allerede mærke, at min fordøjelse er blevet bedre, jeg er blevet stærkere. Jeg spiser MEGET mere end jeg tidligere gjorde, og jeg er glad. Jeg har genfundet glæden ved at træne, og det er ikke længere en belastning.

De næste ti uger skal jeg fortsætte mit samarbejde med Henrik omkring træning og kost, og jeg håber, at den positive udvikling vil fortsætte.

Kys for nu.

 

Kys Louise

Spring is near

P2090064P2090067P2090077P2090084P2090082P2090046

Bedre sent end aldrig. Ja, det er lidt tid siden, at jeg sidst har skrevet på bloggen, men jeg har besluttet mig for at blogge, når jeg tid – så jeg ikke stresser over det, da jeg synes der 117 andre ting, som også skal gøres.

I skal dog ikke tro at det ikke er fordi, at jeg ikke kan lide at blogge fordi det kan jeg!

Let’s move on – Jeg fik søde Emma til at tage nogle billeder af mig i det tøj, som jeg er i ført i dag. Selvfølgelig har jeg min elskede, elskede pels på. Åh, gud, hvor er jeg dog glad for, at jeg købte den, hihi

Hvor er det dog skønt i øvrigt, at man endelig kan mærke at foråret er nær. Jeg elsker at solen er dukket frem, og det ikke længere er gråt og trist.

– Der går ikke mange dage før det næste indlæg kommer. I promise!

Kys for nu.

Kys Louise

Hvorfor valgte jeg at gå i tiende?

P1170068

Da jeg gik i ottende kan jeg huske, at jeg ønskede at komme på STX direkte efter folkeskolen. Jeg skulle i hvert fald hverken i tiende klasse eller på efterskole, meeeeen det gik ikke helt efter den plan alligevel. Jeg tror, at jeg måske var lidt fordomsfuld over for tiende klasse og efterskoler.

Da jeg så nåede til niende klasse omkring september vil jeg gætte på. Stressede lærerene og studievejlederne os endnu mere med hensyn til at vælge vidergående uddannelse. Mine forældre synes, at en efterskole ville være godt for mig, hvor jeg slet ikke havde lyst til, selvom at jeg kun har hørt godt om det.

Jeg gik selv med en tanke om, at jeg slet ikke var klar til gymnasiet fordi, at jeg slet ikke følte, at jeg på daværende tidspunkt havde styr på mit liv. Jeg havde anoreksi, og det var meget slemt i den periode og frem, jeg havde andre personlige problemer og jeg ville gerne være endnu bedre til matematik.

Jeg fandt ud af, at flere af mine venner ville tage tiende klasse i Solrød, så jeg tænkte; hvorfor ikke? Det kan være godt for mig. Jeg kunne få styr på en masse ting i løbet af det år og udvikle mig endnu mere.

Jeg har nu fundet ud af, at jeg ikke vil på STX, da jeg ikke gider folkeskolen i endnu tre år, og at jeg er begyndt, at interesserer mig for tal (det kommer fra en som har hadet matematik siden 1. klasse, haha). Dette gik dog først op for mig, da jeg var på brobygning her i tiende.

Alt i alt så har det været et meget godt valg for mig. Jeg er næsten kommet ud af anoreksien fordi, at jeg har haft tid til at arbejde med den, men jeg har i den grad også udviklet mig socialt og personligt. I dag føler jeg mig endnu mere klar til handelsskolen.

Jeg håber, at dette kan hjælpe nogle af jer, som måske er forvirrede eller ikke aner hvad I skal efter folkeskolen.

Kys for nu.