Det at blive konfronteret

Der er noget, som jeg endnu ikke har fortalt jer.

Jeg blev konfronteret med, at jeg havde anoreksi, da jeg var rigtig hårdt ramt. I juni måned 2013 mener jeg, at det var.

Det startede med, at mine forældre og jeg havde inviteret min skønne veninde og hendes søde mor på besøg. Min veninde var på daværende tidspunkt 17-18 år. De har ikke kun været en stor støtte for mig under denne her spiseforstyrrelse, men også i det hele taget. Min veninde havde haft en spiseforstyrrelse, da hun var yngre – det vidste jeg ikke, før de fortalte mig det samme aften, som de konfronterede mig. Man kan godt sige, at de her 2 skønne kvinder er lidt ’hardcore’ på ydersiden, men inden i har de begge et stort hjerte. De bander til hinanden (i en god mening – de forstår hinanden) og skændes ofte.

Det startede med, at min venindes mor begyndte at komme med hentydninger f.eks. ”ej Lulle, hvor er du blevet tynd”. Under middagen begyndte de så at fortælle om, at min veninde havde haft en spiseforstyrrelse og andre problemer, hvilket jeg på det tidspunkt overhovedet ikke vidste noget om.

Lige pludselig spurgte min venindes mor meget direkte, om jeg havde anoreksi imens vi alle sammen sad ved bordet og spiste. Jeg startede selvfølgelig med at benægte, da jeg senere hen brød ud i gråd, og løb ud på toilettet. Hun kom nogle minutter efter ud til mig og sagde, at det ikke var med vilje, men hun bare gerne ville hjælpe mig.

Efter den episode indså jeg lidt, at jeg havde et problem, men det var ikke helt slået fast i hovedet på mig, da jeg selvfølgelig mente, at jeg ’selv’ kunne ændre det.

 

 

Kys Louise