Hvordan fandt mine venner og veninder ud af, at jeg havde anoreksi?

Det startede endelig som et vægttab, som udviklede sig til at blive spiseforstyrrelsen, anoreksi.

Mine venner og veninder synes, at det  var enormt fedt, at jeg ville tabe mig. De så at jeg tabte mig meget meget hurtigt.

Jeg var en aften i maj 2013 til fødselsdagsfest hos en af mine klassekammerater, hvor jeg havde en stram kjole på. På det tidspunkt tror jeg, at det virkelig gik op for min daværende klasse, som jeg så fem dage om ugen, hvor mange kilo, at jeg endelig havde tabt mig. Jeg fik rigtig mange komplimenter den aften. Udelukkende fordi at jeg havde taget mig sammen til at tabe mig.

Mine klassekammerater havde jeg personligt ikke et godt forhold til, og i dag er jeg meget glad for, at jeg er kommet væk fra dem, men mine nærmeste venner og veninder, som jeg var sammen med privat er jeg sikker, at de kunne mærke og ikke i det mindste se, at jeg ændrede mig meget. Ikke kun fysisk, men også psykisk.

Jeg fortalte ingen af mine venner eller veninder det. I starten fortalte jeg heller ikke mine forældre og søster, at jeg havde et problem. Jeg prøvede, at ’gemme’ det for dem. Jeg blev dog konfronteret af min veninde og hendes mor med, at jeg havde en spiseforstyrrelse.

Jeg tror, at mine venner lagde mærke til, at der var noget galt ved, at jeg altid takkede pænt nej til kage osv. Jeg undgik alt det, som havde med mad at gøre, hvilket er enormt svært, da mad stort set er involveret i alting.

Mit råd til jer, som ikke ved hvordan I skal fortælle jeres venner og veninder, at I har en spiseforstyrrelse.

Selvfølgelig er det bedst at fortælle dine venner det, men start med dine nærmeste – dem som du stoler på og tør åbne dig op for, da det er så svært, og det føles ydmygende sådan føltes det  i hvert fald for mig at indrømme, at jeg havde et problem.  Jeg er sikker på, at ens venner og veninder ved, at der er noget galt, og nogle af dine venner og veninder vil måske konfrontere dig.

 

 

Kys Louise