Vil jeg nogensinde få et normalt teenageliv?

Jeg tænker tit på, om jeg nogensinde vil få et normalt forhold til mad. Vil jeg nogensinde kunne elske ’fejlene’ ved min krop?

De tanker fylder tit mit hoved, da jeg er så inderlig træt af min spiseforstyrrelse. Jeg har i den seneste tid haft mange bivirkninger ved min spiseforstyrrelse. Jeg er desuden også meget træt for tiden, da der sker så meget i mit liv. Jeg går til kostvejleder, og en coach begynder jeg på at besøge nu, min krop er stresset, efter alt det jeg har gjort i mod den.

Min kostvejleder fortalte mig forleden, at der er mange med spiseforstyrrelser, som må gå ud af skolen, fordi de er nødt til at prioritere, at de først skal ud af spiseforstyrrelsen. Simpelthen fordi de ligesom jeg går til en masse forskellige ting. Så er der ikke så meget energi tilbage. Forestil jer, at der skete noget nyt for jer hver eneste minut, time og dag.

Jeg har personlig den holdning, at jeg skal ud af min spiseforstyrrelse nu! Jeg har bare ikke tænkt mig at gå ud af skolen eller at miste det, som jeg har arbejdet så hårdt for de sidste par måneder, at være social. Det er blandt andet derfor, at jeg ikke har været så aktiv på bloggen, da jeg nogle dage ikke har overskud hertil , selvom jeg elsker at bruge min tid på den. Endnu en ting som jeg bliver nødt til at prioritere.

Jeg kan godt mærke på min krop, at den har svært ved at klare en hel uge. Måske tænker I, at det er fordi, du er teenager, at simpelthen bare er doven, men det er det ikke. Jeg er en energisk pige, som meget hellere vil have en masse ud af dagen end at sove, men i de sidste par uger har jeg virkelig kunne mærke, at kroppen er ved at sige stop. Jeg prøver, at give den en dag med fred, men igen det er svært, da der er så mange steder, som jeg skal være henne, Samtidig med at jeg kæmper med en spiseforstyrrelse.  Ved siden af at have en spiseforstyrrelse så vil jeg gerne have et normalt teenageliv, arbejde og tjene nogle penge.

Folk siger, at de godt kan forstå mig, men det kan ingen, som ikke selv har haft en spiseforstyrrelse. Jeg ønsker på ingen måde medlidenhed, men kun hjælp.

Kys Louise